Museumsnytt

Av Lasse Kristensen, ph.d. ved NTNU ( 02.06.2009 11:11 )

De to udslukte højovne A og B i Belval i det sydlige Luxembourg indgår nu i en museumssamling og et byudviklingsprojekt. Illustrasjonsfoto: Pierre J./ Flickr.com

Stærke politiske kræfter, blandt andet i EU, ønsker at give Europa et museum. Sådanne ambitioner er endnu ikke realiseret, og der er mange museumsprojekter om budet. I mere end 10 år har prominente medlemmer af den intellektuelle og politiske elite arbejdet for at etablere et Musée de l’Europe i Bruxelles.

Den europæiske fortælling

I oktober 2007 åbnede deres første store udstilling i anledningen af 50-året for undertegnelsen af Rom-traktaten. Udstillingen kaldes ’Det er vores historie’ og beretter om Europas historie efter 1945 eller ’år 0’, som det hedder i kataloget. Der fortælles om det europæiske Wirtschaftswunder, om det delte Europa, om Murens fald og endelig om vejen til genforeningen af Europa og de nye udfordringer, som det politiske projekt står over for i en globaliseret verden. Udstillingen integrerer både kunstværker, øjenvidneberetninger, avancerede audiovisuelle medier, autentiske genstande og en scenografi, som er stærkt følelsesladet. Der er ikke tvivl om, at det er meningen, at vi som besøgende skal føle, at hver enkelts egen lille historie er en del af den store europæiske historie. Målet er at give den besøgende en europæisk forfatningsidentitet, som kulminerer med beskuelsen af den originale Rom-traktat. For tiden rejser udstillingen rundt til andre byer i Europa, men må hver gang tilpasses de nationale fortællinger, som allerede findes der for at få den europæiske beretning til at spille sammen med – eller måske endda overskride – den nationale identitet. Fra Belgien er udstillingen på vej til Polen og senere skal den videre til Frankrig. Vi følger hvordan den europæiske fortælling udvikles i samspil med de nationale myter, som museerne altid har deltaget i at forme.

En europæisk identitet

Europa-Parlamentet er tydeligevis blevet inspireret af ideen om at bruge museet som en identititetsmaskine for det europæiske projekt og har i december 2008 vedtaget at oprette et Hus for Europas historie, som dog ikke er planlagt at åbne før 2014. Også i Torino, Marseille, Berlin og Aachen har lokale politikere og museumsfolk iværksat projekter med europæiske ambitioner for at give netop deres by udstillingen for en europæisk identitet. Det er blot nogle af de eksempler, som vi tager for os i undersøgelsen af de europæiske museers indsamlingspolitik og forsøg på at etablere en fælles fortælling for Europa i museet, vel vidende at sådanne fortællinger altid skabes i spændingen mellem enhed og forskelle og især kommer til at møde svære udfordringer over for det nye fokus på nationale temaer, som vi også finder i museerne i mange europæiske lande i disse år. Debatten om et samlet nationalmuseum i Oslo kan tjene som eksempel på, at den nationale referenceramme for museet bestemt ikke hører fortiden til.

Stålindustrien og afindustrialiseringen

Europa sættes på spil på mange måder i museerne og i mange forskellige typer museer. Til forskningsprojektet er der knyttet to ph.d.-stipendiater og en postdoc, som hver analyserer vigtige motiver i det europæiske museumslandskab. I mit ph.d.-projekt undersøger jeg industrisamfundets kulturarv fra en særlig europæisk vinkel. For historien om den europæiske integration er det navnlig to uadskillelige industrigrene, som spiller hovedrollerne, nemlig kul og stål, som distribueret ulige mellem arvefjenderne, Frankrig og Tyskland, måtte integreres som et første skridt på vej mod freden. Men stålindustrien blev i efterkrigstiden også afgørende for genopbygningen af de øvrige europæiske lande, hvilket de moderne værk i Mo i Rana og Frederiksværk i Danmark, minder os om. I vore dages afindustrialiserede Europa omdannes stålværkerne imidlertid til andre formål, ikke sjældent med kulturmindebevaring for øje. Jeg analyserer hvordan arbejder- og industrimuseer samt amatørsamlere, navnlig de tidligere stålarbejdere, deltager i denne proces. Stålværkerne i det man kalder kerne-Europa er langt i denne proces og internationalt anerkendt som kulturmindesmærker med opbygning af nye museumssamlinger, mens stålværkerne i Østeuropa og i Skandinavien følger i kølvandet med deres egne særlige museologiske traditioner. Jeg interesserer mig for, hvilke historier en højovn kan fortælle. Hvem indsamler genstandene, fotografierne, beretningerne og dokumentationen af den nedlagte stålproduktion? Og hvordan indgår museerne i nye former for kulturarvsproduktion? For hvem laves der egentlig industrimuseer i en efterindustriel tid? Er det for lokalsamfundet, nationerne eller kan der komme fælleseuropæisk historie ud af stålet?

Krigsvidnernes historier

Steffi de Jong analyserer i sit ph.d.-projekt, hvordan en anden af oprindelsesmyterne om EU præsenteres i museerne, nemlig historierne om Anden Verdenskrig. Det er vigtigt, at historier skrives i flertal, ikke kun fordi der findes forskellige versioner af krigshistorien i de europæiske lande, men også fordi det i løbet af de sidste år er blevet mere udbredt at bruge personlige tidsvidner til at lære os om krigen – også i museerne. Krigsvidner optræder i udstillinger i mange former, som uddrag af biografier og personlige breve, interviews i video- eller audioinstallationer eller endda som museumsguider, hvilket peger på at museerne befinder sig mellem historie og minde, mellem akademisk forskning og populærkultur. Hvordan og med hvilket formål præsenteres vidnerne i museet? Og hvad fortæller denne repræsentation af krigen os om Europa?
 

Indvandreren på museum

Mohamed Bourouissa (f. 1978): ”La fenêtre”, 2005. Hænger på det nyligt åbnede Musée national de l’histoire et des cultures de l’immigration i Paris.

Og endelig analyserer vores partnere i Berlin, hvordan indvandring til og udvandring fra Europa præsenteres i museerne. Det er ofte i forbindelse med diskussioner om indvandring, at debatten om Europa og muligheden for en europæisk identitet når nye højder, men hvordan disse temaer behandles i museerne, ved vi lidt om. Der findes museer om europæernes udvandring til andre kontinenter og efterhånden er der også flere museer, bl.a. i Frankrig, Tyskland og England, der har indvandrernes kultur i Europa som tema. Når man nævner ind- og udvandring, er man også nødt til at forholde sig til, hvilke grænser vandringerne går over. Er Europas grænser religiøse, sociale, kulturelle eller politiske? Hvordan præsenteres Europas grænser i museerne?  
 

Forskningsprosjektet Å utstille Europa

er støttet af Norges Forskningsråd og foregår i samarbeid med University of Portsmouth i England og Humboldt-Universität i Berlin. De europeiske museer er studieobjektet, og forskerne er interesseret i de senere års forsøk på å bringe europeiske tema på museum. Les mer på: http://www.ntnu.no/spraak/forskning/exhibiting

Delprosjekter:

Collecting Europe-Musealising Europe – Stefan Krankenhagen Musealising the Witness – Steffi de Jong Integration on Display – Wolfram Kaiser Collecting the European Steel Worker – Lasse Kristensen Politics on Display – Leonore Scholze-Irrlitz & Kerstin Poehls.

 

Denne artikkelen er hentet fra papirutgaven av Museumsnytt; nr. 2-2009, fra spalten "Aktuell forskning". Ta kontakt med redaksjonen dersom du ønsker du å abonnere på bladet Museumsnytt (kun 200 kroner i året).

---

Kommentarer